B.93 præsenterer ny træner for U18 DM Piger.

 

Henriette Dahl – der er A-uddannet – er udnævnt som cheftræner for B.93’s U18 DM pigehold, mens Bo Hillmann – der har B-licens og stor trænererfaring – formelt er assistenttræner. Vi kan godt røbe at B.93 forventer sig meget af denne spændende sammensætning.

Vi bad om en udtalelse fra Henriette ( har spillet på A-landsholdet) , og vores nye cheftræner for 1. senior Rasmus Good omkring denne interessante tilgang.

Henriette Dahl udtaler

– Jeg hørte om deres nye projekt i klubben, og ville gerne vide mere. Det er folk jeg kender fra FCN og ved hvad de står for, så det lød spændende. Da muligheden så kom for, at arbejde i disse rammer sammen med Bo, tænkte jeg at den mulighed kunne jeg ikke lade passere. Så jeg ser frem til den rejse vi skal ud på sammen med pigerne og klubben.

– Til daglig er jeg uddannet folkeskolelærer og matematikvejleder, og har de sidste syv år været træner i henholdsvis BSF, FCN og FCK.

– Jeg er snart 33 år, og har været aktiv i fodboldverdenen i næsten 25 år, først som spiller og senere om træner. Har spillet et hav af kampe i den bedste liga i Danmark og en masse kampe på diverse landshold. Så jeg håber, at viderebringe disse erfaringer til pigerne. Privat er jeg gift og har en dejlig søn på 10 måneder.

Cheftræner for 1. Kvindesenior Rasmus Good udtaler

– Vi er rigtig glade for at byde velkommen til Henriette Dahl, som er vores nye cheftræner for U18 DM Piger. Vi har ledt længe efter den helt rigtige person til jobbet. Det er jo ikke ligefrem en svær position at besætte, men det svære ligger i at finde en som kan arbejde ud fra en læreplan og periodisering, samarbejde med vores fysiske træner og træne og spille med udgangspunkt i spillestilen. Disse trænere hænger ikke på træerne og nu har vi heldigvis fundet den helt rigtige.

– Henriette kommer med god erfaring fra seniorsiden, hvor hun har erfaring fra 1. division og Kvindeligaen med BSF og FCN. Senest har hun arbejdet med FCK’s projekt P. Udover det så har hun også selv spillet på højeste nationale niveau som spiller, så hun har en anden type erfaring og kan sætte sig ind i pigernes sted på en anden måde, end os som ikke har.

– Dét at hun selv har været hele den udvikling igennem, gør også at hun har gode forudsætninger for at hjælpe med transitionen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, som er en afgørende rolle i klubben, med de ambitioner vi har med talentarbejdet.

– Henriette Dahl og Bo Hillmann bliver et rigtig stærkt trænerteam på U18, hvor de kommer til at komplimentere hinanden rigtig godt. Henriette er meget dygtig på holdplan, mens Bo’s kompetencer er bedst på de individuelle plan. Havde vi haft to af den samme type træner, havde det ikke været godt, så dette match er vi meget tilfredse med. Omkring Henriette er der også en naturlig autoritet, som bygger på respekt og at hun ved hvad hun laver.

– Jeg tog selv A-træner uddannelsen sammen med Henriette, så jeg kan skrive under på at hun er fagligt dygtig, har nogle klare værdier og holdninger og gode menneskelige kompetencer. Så da hun meldte sin interesse for projektet slog vi til hurtigt. Vi er sikre på, at hun kommer til at give pigerne og klubben en masse værdi.

Henriette Salling Dahl og Lauritz Smed. Foto: Claus Vandborg.

Skrevet af Claus Vandborg.
Topfoto (og sakset portrætfoto) er også taget af Claus Vandborg.