B.93’s kvinder fortsætter sejrsrækken i Kvalifikationsligaen og er med stormskridt på vej mod 3F Ligaen. For anden weekend i træk vandt B.93 5-0, og denne gang gik det ud over bundholdet Vejle Boldklub, der er nedrykker fra 3F Ligaen.
Først i det 43. minut kom der hul på bylden, da Mette Perthu-Hansen modtog bolden i feltet og hurtigt trak uden om sin oppasser og bankede bolden i mål helt ude ved stolpen. Og to minutter efter scorede Natasha Shirazi til 2-0 i en situation, hvor Andrea Skjold Frøshaug rykkede forbi forsvarerne spillede den på tværs til Mette Perthu-Hansen, der så fandt Natasha Shirazi i et dybdeløb ind i feltet.
Dermed gik luften ud af det unge Vejle mandskab, der ellers havde kæmpet bravt den første halve time med en kompakt forsvarsopstilling.
Knapt var holdene kommet ud fra halvleg, før Mette Perthu-Hansen steg til vejrs i feltet og headede den ind over Vejle-keeperen, Stine Jepsen, der var kommet galt ud af sit mål. Dermed nåede Mette Perthu op på sit 14. mål I bare syv kampe.
Signe Maegaard Nielsen, der var blevet skiftet ind i fra starten af anden halvleg, havde tilført mere dynamik på B.93´s venstrekant, og i det 59. Minut lagde hun en flot diagonalaflevering over 30 meter, hvor hun fandt den fremstormende Andrea Skjold Frøshaug bagerst i feltet, der uden tøven hamrede bolden i nettet til 4-0.
Andrea Skjold Frøshaug var en af kampens helt store profiler, og det flotte mål kronede en fornem indsats. I det 70. minut lukkede Hannah Holgersen så kampen med en firsttimer i feltet efter en af de indstuderede hjørnesparkskombinationer, som cheftræner Jessica Rodríguez har arbejdet med at få indøvet.
Med sejren har det angrebsivrige B.93-hold en målscore på 24-8 efter syv kampe. B.93 ligger med 15 point point fire point efter topholdet FC Thy, der I i weekenden hev en kneben 3-2 sejr hjem mod Greve. Og da Vildbjerg på tredjepladsen tabte 3-0 mod Varde, betyder det, at B.93 og FC Thy nu trækker fra i toppen af kvalifikationsligaen.
– Det tog lidt tid for vores hold at komme ind i kampen, da pigerne ikke var fuldt ud koncentrerede fra starten af. Men da vi først får vores midtbane og flotte angrebsspil til at køre fra slutningen af 1. halvleg viste holdet, hvorfor vi hører til i toppen af denne række, siger Bjarke Møller, der er pigesportschef i B.93.
– Der venter stadig tre vigtige kampe, men efter denne weekend er vi kommet et stort skridt nærmere vores mål om komme op i 3F ligaen, tilføjer han.
– Kampen mod VB viste samtidig, at det er vigtigt ikke at undervurdere vore modstandere. Vi skal være 100 pct. koncentrerede, så vi kan finde ind til kernen af vores spil, der bygger på hurtig boldomgang og er angrebsorienteret.
Hvis B.93 rykker op i 3F Ligaen, vil det være første gang i flere år, at hovedstaden København er med i landets bedste kvinderække. For bare to år siden lå B.93 helt nede i den københavnske serie 1, men nu ligger Østerbro-klubben til den femte oprykning på stribe.
Af Bjarke Møller.
Arkivfoto: Tage Majland