B.93´s førstehold for kvinder fik en drømmestart på kvalifikationen til den bedste kvinderække, da det lørdag blev en sikker 5-2 sejr hjemme over Vejle Boldklub. Sejren kunne nemt være blevet endnu større, for B.93 spillede sig til mange store chancer med flot og hurtigt angrebsspil igennem hele kampen.

Natasha Shirazi var i hopla på midtbanen, og hver gang hun accelererede med sine knivskarpe driblinger, var der fare på færde. Allerede efter 3 minutter fik hun en fin pasning af Amanda My Madsen på højrekanten, satte to spillere af, hvorefter hun fandt Mette Perthu-Hansen i feltet. Perthu loppede elegant bolden over Vejle-forsvareren og bankede bolden fladt ind med et tørt, hårdt hug.

3 minutter senere gik Natasha Shirazi i en-to kombination med Mette Perthu, og spillede derefter Andrea Skjold Frøshaug fri, hvor det nemt kunne være blevet 2-0. Det mål kom dog i det 12 minut, hvor Perthu scorede sit andet mål på et flot oplæg af Natasha Shirazi.

Og i det 21. minut scorede Mette Perthu-Hansen et vaskeægte hattrick med det tredje mål, der først var blevet sat op af Amanda My Madsen på kanten, hvor hun med en lang aflevering fandt Andrea Skjold Frøshaug, der sprintede baglinjen og fandt Mette Perthu-Hansen med en flad aflevering ind foran mål.

Vejle Boldklub kom ikke meget på bolden i første halvleg, hvor B.93-kvinderne dominerede og tålmodigt fik sat spillet op med mange boldberøringer og fine kombinationer fra forsvar til midtbanen. På midtbanen lavede Nikoline Andresen og Anna Tørsløv et stort arbejde, og i bagkæden spillede Freja Lähteenmäki en meget flot kamp, mens Helene Bille var god til at dirigere forsvaret, og Amanda My Madsen satte som højre back mange farlige angreb op undervejs i kampen.

Det var kun på et par dødbolde, at B.93 forsvaret ikke helt kom på plads. Vejle fik reduceret på sit første hjørnespark ved Julie Lauenstein i det 27. minut, hvor B.93-forsvaret tog sig en blunder og ikke fik bolden clearet ordentligt. Målet ændrede dog ikke billedet, og B.93´s angrebsbølger fortsatte med at skylle ind over Vejle-forsvaret, der stod dybt med mange spillere på den sidste tredjedel af banen.

I anden halvlegs ottende minut gjorde Natasha Shirazi det til 4-1 efter en flot kombination med Andrea Skjold Frøshaug på kanten. Og cirka 10 minutter senere satte Natasha Shirazi atter turboen på på midtbanen og fandt Mette Perthu-Hansen i en dyb stikning i feltet, og så stod det 5-1.

Vejle fik lidt senere et mål efter et hjørnespark, hvor Julie Lauenstein atter engang udnyttede B.93´ernes markeringsfejl.
Det var dog skønhedspletter på en flot spillet fodboldkamp med masser af angrebsspil, der skabte smil på læberne på Svanemølleanlæggets nye kunstbane.

B.93-kvinderne har lagt godt fra land i kvalifikationen til den bedste række.

“Idag har vi fået kickstartet sæsonen med manér – en rigtig drømmestart!” siger anfører Mette Perthu-Hansen.

“Hver eneste kamp tæller, og vi skal bruge denne til at samle kræfter og mod til den næste kamp som venter. Vores sammenhold og høje tekniske niveau kommer til udtryk idag, vi får scoret en masse mål som pynter på selvtilliden,” fortæller hun.

“I alle 90 minutter dominerer vi spillet både defensivt og offensivt, vores midtbane fungerer helt perfekt i dag, så alle kæder er sammenhængende, vi får pladsen til at spille vores eget B93-spil.”

Næste lørdag kl. 15.15 skal B.93 på Østerbro Stadion møde Varde i en kamp, der spilles umiddelbart efter B.93 2. divisions-herrer har været i kamp på stadion.

Lørdag vandt B.93´s 2. kvindehold også en sikker sejr på udebane over Nørrebro United med hele 5-1, så begge kvindehold har fået en flot start på sæsonen. Det lover godt.

Foto: Tage Majland.
Kampreferat v) Bjarke Møller.