Med tre flotte mål af Mette Perthu-Hansen sikrede B.93 sig sejren i lørdagens udebanekamp mod Herlufsholm med cifrene 2-3, og der var chancer til en større sejr.

Kvindesenior fastholder dermed andenpladsen i 1. division og muligheden for at spille om oprykning til 3F Ligaen.

B.93 dominerede i det meste af kampen og og sad på spillet allerede fra starten. Topscorer Mette Perthu-Hansen åbnede ballet i det 9. minut, da hun på kanten af feltet modtog en bold, tog et par træk og fyrede kanonen af til 0-1.

Herlufsholm nåede ikke til mange chancer i den anden ende, men ved et tilfældigt indlæg fra højre kant gik B.93’s Kristine Lindgaard og målvogter Natalia Dorrego fejl af hinanden, og misforståelsen endte i et kedeligt selvmål.

Der gik ikke mange minutter, før B.93 slog igen i den anden ende. I det 39. minut scorede Mette Perthu-Hansen til 0-2 direkte på et frispark, som hun selv havde fremprovokeret. Med et rent spark sendte hun den ind ved fjerneste stolpe uden chance for den ellers velspillende Herlufsholm-keeper, Christina Kese Jensen.

I det 43. minut kunne Herlufsholm have udlignet, da hjemmeholdet efter et B.93 boldtab på midtbanen fik spillet en angriber fri til en friløber, men Natalia Dorrego klarede flot.

B.93 sad på det meste af spillet, og holdets centrale midtforsvarere – Amanda My og Helene Bille – var sikre i deres indgreb og viste overblik i opspillet. I venstrekanten gik Camille Brandt med frem i flere overlapninger på kanten, og på midtbanen leverede især Nikoline Andresen og Olivia Sandell Madsen en stærk kamp.

B.93 var spildominerende i de fleste faser af spilet og skabte flere chancer undervejs, hvor der burde være scoret. Først i det 66. minut gav det pote. Mette Perthu-Hansen tæmmede elegant en høj bold med brystet på kanten af feltet, vendte rundt og sparkede bolden i mål.

I den følgende minutter havde B.93 chancer til både 1-4 og 1-5. Indskiftede Marie Klingelhöfer viste farlighed på kanten, og Signe Nielsen havde et sololøb, hvor hun desværre skød på stolpen.

Der blev unødvendig spænding om sejren i kampens slutminutter. B.93´s målmand Natalia Dorrego tog på skovtur i kampens 86. minut og fejlbedømte en tværaflevering, hvor Herlufsholms Maria Kraase Brandt reducerede til slutresultatet.

Med sejren fastholdt B.93 andenpladsen i rækken med 18 point for 10 kampe. Det suveræne tophold Greve har trukket fra i toppen, men på de følgende pladser kæmper FC Damsø, Østerbro IF og Sundby også om at komme med i oprykningsspillet, som de to øverste pladser giver adgang til.

Netop Østerbro IF kommer på besøg på Østerbro Stadion lørdag den 21. oktober til slaget om Østerbro.

Mød talstærkt frem og støt B.93’s bedste kvindehold.

Foto: Bjarke Møller.
Kampreferat v) Bjarke Møller.

Se flere fotos fra kampen, og følg B.93 Kvinde- og pigefodbold på Facebooksiden B.93 Pigefodbold