Klik billedet
Mathilde Michaelsen på ungdomslandsholdet Udskriv Email

26. juni 2017
14-årig B.93-pige på U16-landsholdet
Mathilde Michaelsen spiller trods sin unge alder på U18 DM-holdet og er nu blevet udtaget til sin første U16 landsholdssamling.



Endnu en B.93-pige er udtaget til ungdomslandsholdet: Mathilde Michaelsen er en offensiv stærk spiller, der både benyttes på kanten og som 9'er.

Hun bliver udtaget til U16-landsholdet på grund sin speed og evnen til at sætte en modstander af i de dybe løb. Samtidig spiller hun med et stort mod og en fightervilje, der betyder at hun trods sin unge alder vinder de fleste nærkampe i U18 DM rækken. Hun fylder først 15 år i september.

"Vi har i B.93 haft henvendelser på Mathilde fra både Brøndby og BSF, der begge er 3F Liga-klubber. Vi er stolte af, at Mathilde fortsat vil være en del af vores pigeprojekt i B.93 – og stadig mener, vi kan give hende den rette udvikling. Så vi arbejder videre på alle fronter og håber at kunne hjælpe hende til en lang landsholdskarriere,” siger talentansvarlig for B.93's Pige- og Kvindeafdeling, Vinnie Haldbo.

Mathilde siger selv: "Jeg har, lige siden at jeg blev udtaget til U14-landsholdet, glædet mig til og håbet på, at jeg en dag ville få et opkald fra landstræneren med beskeden om, at jeg var gået videre til U16-landsholdet. Så jeg var virkelig glad og lettet, da han ringede.

Jeg tror, at det er lykkedes mig at komme så langt, fordi jeg altid har haft stor lyst til at spille fodbold, fordi jeg fokuserer til træningerne, og fordi jeg gerne vil blive bedre til det, jeg ikke kan så godt – og jeg tør godt at lave fejl. Hvis jeg skal give et godt råd til andre piger, som også har lysten og drømmen, så skal de træne, når de kan, men også holde fri, når der skal holdes fri, fordi det er der, du lader op og gør dig klar til næste træning.

Udover at være god til at spille fodbold for at komme på landsholdet så kræver det også mod, mentalt fokus, ansvar og vedholdenhed i hårde tider. Jeg drømmer om engang at komme på A-landsholdet og spille med de allerbedste. Men jeg vil også bare nyde det, jeg er i lige nu - og jeg glæder mig så meget til min første landsholdssamling til august."


Mathilde Michaelsen var skarp, da hun scorede tre gange i 2-5 sejren over Hillerød i U18 DM Ligaen i marts. Læs om kampen her.

 

Skrevet af Tage Majland   
Antal hits: 317
Senest opdateret: 27 juni 2017